Racen

Under opbygning...

Oprindelse: England

Oprindelige formål: Selskabshund


"Cavalierens" kvaliteter, anvendelse og motionskrav:


Cavalieren er en smuk og sporty lille hund, der typisk måler 30-33 cm over skulderen og vejer mellem 5,5 og 8 kg. Det er den fødte selskabs hund med et meget stort kontakt behov. Den trives ikke med at være alene hjemme i mange timer og følger gerne sin ejer hvor han/hun går og står - selv på toilettet;) Den er kendt for sin kærligheds erklæring "Cavalier strækket", hvor den strækker sig op af dig som hilsen, mens den sender dig "Loving eyes". Det er en god ide, at lægge vægt på selvstændigheds øvelser og træne "alene hjemme" med den, mens den er hvalp og unghund, så dens afhængighed ikke bliver et problem.

Cavalieren er måske nok født som selskabshund, men den nyder at røre sig. Den elsker at komme med på spændende vandreture og følger også gerne med på løbeturene. Den elsker at spæne af sted på stranden eller jage en fugl op i skoven og den stiller gerne op i hundesport som Agility, Rally og Dogdance. Når den er hjemme er den en rigtig sofahygger, der elsker at sidde på skødet eller blive nusset på maven og med de store indtagende øjne er den svær at sige nej til.

Den elsker at få ros og har et meget blødt sind, så undgå at råbe af den. Den gør sig umage for at glæde dig. Den er rimeligt intelligent og let at træne. Ros og en godbid i ny og næ er som regel nok til, at få "tingene" til at sidde fast.

Dens pels er silkeblød og den har de blødeste fløjlsagtige "kinder".

Den fås i 4 anerkendte farver: Rød (Ruby), Rød/Hvid (Blenheim), Sort/Brun (Black and Tan) og Sort/hvid/brun (Tricolor).  

Arvelige lidelser og tendenser

Racen er disponeret for 4 arvelige lidelser.

CCS (Curly Coat eller Dry Eye Syndrome)
CCS er en sygdom, der nedarves ressesivt. Dvs. at hvalpen skal arve genet fra begge forældre for at blive syg.
Symptomerne er mistrivsel hos hvalpen, krøllet/bølget fedtet pels, der kan udvikle sig til decideret hudproblemer, øjensmerter, hornhinde skader, udtørring af øjnene og betændelse. Symptomerne kan variere. En sådan hvalp vil kræve daglige øjenbade og intens pleje resten af livet. Hvalpe, der er ramt af CCS bliver oftest aflivet i en ung alder. Sygdommen er mest udbredt blandt de brogede cavaliere i Danmark. Kan påvises ved DNA test.

EFS(Episodic Falling Syndrome)
EFS er en sygdom, der ligeledes nedarves ressesivt.
Symptomerne er dårlig koordinering, problemer med at rejse sig, tab af balance, stiv og stikkende gang, krum ryg, kramper i kæbemuskulatur/for og bagben. Hvalpen er ved bevidsthed under anfaldene men har normalt ikke ondt. De fleste hunde er helt upåvirkede efter et anfald. Anfaldene kan udløses når hvalpen bliver ophidset, varm eller stresset. Symptomerne kan variere. Sygdommen kan i nogle tilfælde behandles med Epilepsi medicin, men virkningen er oftest begrænset. Sygdommen er mest udbredt hos de ensfarvede cavaliere i Danmark. Kan påvises ved DNA test.

Sådan nedarves CCS og EFS - Obs: En hund er IKKE syg fordi den bærer genet.

Hvis begge forældre er syge, vil alle hvalpene også blive syge.

Hvis begge forældre er Fri, vil alle hvalpene også være Fri.

Hvis den ene forælder er syg og den anden er Fri vil alle hvalpene bære genet, men ikke selv blive syge.

Hvis den ene forælder er syg og den anden bærer genet, vil 50 % af hvalpene blive syge og 50% af hvalpene blive raske bærer.

Hvis begge forældre bærer genet vil 25 % af hvalpene blive syge, 25 % vil være Fri og 50 % af hvalpene vil være raske bærer. 

Syringomyeli(SM)
Syringomyeli forårsager væskefyldte hulrum i rygmarven. Det skyldes, at kraniet er for lille til hjernen.
Symptomerne hos hunden er smerte, angst, aggression og kradsen når den går. Symptomerne kan variere. Ikke alle hunde med SM viser symptomer.
En hund uden symptomer kan få hvalpe med SM. Sygdommen kan påvises ved en MR skanning. Vanddrivende og smertestillende medicin kan give hunden et godt liv. Det er nu muligt, at skanne for SM på Århus dyrehospital.

Endocardiose (Hjerte problemer)
Endocardiose er en langsomt fremadskridende sygdom, hvor hjerteklappen (oftest den venstre) med alderen bliver mere og mere deform og utæt. Ifølge undersøgelser har næsten alle cavalierer udviklet en mislyd i en alder at 10 år. Det er dog de færreste, der er døde eller aflivet i denne alder som følge af sygdomen.

I dag hjerteskanner man cavaliere før de bliver avlsgodkendt. Normalt skanner man hundene to gange. 1. gang når de er 18 mdr. gamle og 2. gang når de er fyldt 4 år. På den måde kan man sortere dem fra, der har størst risiko for, at udvikle sygdommen i en (Alt for) ung alder.

Resultatet af skanningen udmåles i graden af mislyd (0-3) og graden af utæthed (0-6). 0 er ingen mislyd 1 er mild, 2 er mellem og 3 er slemt.
For utæthed er 1 og 2 mild, 3 og 4 medium og 5 og 6 er slemt.

For at blive avlsgodkendt må graden af utæthed max være 2, såfremt mislyden er max 1. Og mislyden må max være 2 såfremt utætheden er max 1.

Mislyden på hjertet opstår når hjerteklappen ikke lukker ordentlig tæt og noget af blodet derfor strømmer tilbage i hjertekammeret, når hjertemusklen trækker sig sammen. Der kan dog også være tale om "uskyldige" mislyde, der ikke har noget at gøre med hjerteklappens funktion, men skyldes en hurtig blodgennemstrømning af hovedpulsåren i hjertet.

Da sygdommen er gradvist fremadskridende, er det vigtigt, at man tager hundens alder med i betragtning, når man kigger på skanningsresultatet. En ung hund med grad 2 i utæthed, bør man være betænkelig ved, mens en ældre hund med grad 2 kan være ganske fin, når bare den ikke har udviklet en mislyd. Man bør dog ikke parre to unge hunde sammen, men altid en ældre, gentestet hund, med en ung.

Symptomer på endocardiose (fra grad 3 i utæthed): Træthed, stakåndethed, besvær ved motion, natteuro, "vand i lungeren", der kan give hoste og åndenød samt "vand i bughulen". Besvimelsesanfald kan forekomme.
Fordøjelses systemet og nyrerne påvirkes også af den dårlige blodcirkulation og hunden mister måske appetitten og begynder at tabe sig.

Omkring 25 pct. af alle hunde (uanset race) vil på et eller andet tidspunkt i livet vise tegn på nedsat hjertefunktion, og omkring 10 pct. af alle dødsfald skyldes hjertefejl. Heldigvis er der i dag gode muligheder for, at afsløre hjertesygdommene på et tidligt tidspunkt og tildele medicin, der effektivt kan begrænse generne for hunden. Næsten alle hjerteproblemer er kroniske og fremadskridende og kræver medicinsk behandling resten af hundens liv.

Har hunden dårligt hjerte er det en god ide, ikke at overbelaste den med alt for fysisk anstrengende motion og samtidigt tilpasse dens kost. Foderet skal have et lavt salt indhold, så væskeansamlinger i kroppen begrænses, det skal være let fordøjeligt og have en høj optagelighed, da nyrer og lever ofte belastes når hjertet ikke fungerer optimalt.  Lyst kød og fisk, kogte ris og grønsager samt fiskeolie er godt til hunde med hjerteproblemer. Vær opmærksom på, at hunden opretholder sin ideal vægt, da overvægt overbelaster et i forvejen dårligt hjerte.

Døvhed - Forekommer fra tid til anden, men grunde/årsager er endnu ikke tilbundsgående undersøgt.

 

 

 

 

 

-