Australsk Konge parakit

(Alisterus scapularis)

Orden: Psittacaformes (papegøjer)

Udbredelse: Australske Konge Parakitter lever fortrinsvis I regnskov, palmeskov, eukalyptus skov, lysninger, kystskov, landbrugsområder, parker og haver. Deres antal er gennem de seneste år øget i bymæssige områder, der rummer mange træer. Formegentligt fordi store dele af deres naturlige leveområder er blevet omlagt til landbrugsjord og bymæssig beboelse. De holder til i forskellige områder afhængigt af årstiden, men er i det store hele fastboende. Australsk Konge parakit findes i højtliggende kystområder, op til 2000 m over havets overflade, langs Australiens østkyst.

Hannen er den eneste Australske papegøje art, der har et helt rødt hoved. Hunnerne ligner hannen, bortset fra, at de har helt grønt hoved og bryst og som regel mangler den lyse stribe på vingerne. Skønt Konge Parakitter virker helt almindeligt røde og grønne, så lyser de lyse vingestriber på hannerne gulligt I ultraviolet lys. Dette lys er mange fugle i stand til at se bla. Konge Parakitter. De kan trække deres pupiller sammen, så deres orange øjne synes at lyne dramatisk.

Ungfugle ligner hunnen, de har dog rødligt næb i stedet for gråsort. Unge hanner får ret hurtigt antydning af vingestribe og de er som regel mere røde på bugen, ligesom overgumpen som regel er mere mørkeblå hos hanner. De første røde fjer i hoved begynder, at dukke frem når de er omkring 6 måneder gamle. De skifter fjerdragt meget langsomt og er først udfarvet i 2-2,5 års alderen. Hanner yngler først når de er 3 år gamle. Hunner sommetider som 1-2 årige.

Status I naturen: Står på Cites II, over truede dyrearter.

Størrelse på voksne dyr m. hale: 42 cm

Ring str.: 0,7 cm

Voksen vægt: ca. 209-275 gram.

Kønsmodne i 2 - 3 års alderen.              

Rugeperiode: 18-19 dage.

Antal æg pr. kuld: 3-6.

Tid i reden: 35 dage.

Levetid: op til 25 år.

Naturlig føde: Søger primært føde i træer, hvor de æder frø, nødder, blomster, knopper, skud og frugt, men de går også på jorden for at drikke og æde græsfrø, insekter og larver. De fugle, der lever i skovområder æder mest eukalyptus frø og Acasiefrø i trætoppene, men flyver indimellem på jorden efter nedfalden frø og frugt. Fugle i landbrugsområder tager gerne frugt fra frugttræer og grønsager fra markerne (særligt majs). I byerne æder den ved foderbrætter og af frugttræer.

Fodring i fangenskab: Parakit blanding med solsikke blandet med lidt papegøjeblanding, Spiret frø, friske urter, nødder, frugt og grønt (gulerødder, majs, æbler, rønnebær osv.), disse parakitter kræver en hel del grønt i forhold til mange andre arter. Æder desuden kräcker stænger til parakitter og papegøjer og behøver friske grene til at gnave i og sidde på, gerne med blomster, knopper, skud og blade, så de er beskæftiget. Kalksten må ikke mangle. En saltsten er også en god ide. Husk frisk vand, hver dag og tilsæt vitamin/mineral pulver til deres frø.

Anbefalede bur forhold og indretning (Stuefugle) : Konge parakitter er store fugle og kræver som sådan en del plads. Et bur på 100 cm er et minimum og fuglen skal have mindst 2-3 timers flyvetid uden for buret, dagligt. For lidt plads gør dem dovne og inaktive. Friske grene de kan afbarke må ikke mangle. Grene fra æble, pil, bøg og gran er velegnede. Den holder også af at bade. En tam fugl kan bade i en balje eller i håndvasken. Man kan også give fuglen et dagligt brusebad med en forstøverspray, hvis den kan lide det.

Konge parakitter holder af at lege. De foretrækker legetøj de kan bide i, klatre på, gynge på, eller smide rundt med.

Voliere størrelse (Inderum); 1 x 1 m. Udevoliere; 2 x 4-5 meter pr. par.

Adfærd: I naturen tilbringer de det meste af dagen I trætoppene, med at hvile, sove og fouragere. De flyver godt, og er ikke så støjende eller aktive som andre australske parakitter. De holder af, at bade i en stille regnbyge.

I naturen søger Konge parakitter ofte føde I parker og haver, hvor de æder det foder menneskene lægger ud til dem. De bliver hurtigt så tillidsfulde, at de tager foderet af hånden. Vilde fugle, der opfører sig som tamme kæledyr er ikke et usædvanligt syn i Australien. De kan blive meget tillidsfulde og de kan lære at efterligne fløjt og endda tale lidt. De er utroligt smukke, men de er ikke krammefugle, og de kræver en del træning, hvis de skal acceptere berøring. De er sociale og noget mere venligtsindede over for andre fugle end f.eks. Pennant parakitter. Som kæledyr holdes de bedst som sympati par eller alene. Deres stemmer er ret behagelige. Når de hviler, udsender de ofte en blid fløjte lyd. Deres alarmkald er dog et ret gennemtrængende eek-eek-eek-eek, der gentages under flugten.

Kongeparakitter kan være ret kræsne med valg af partner og redehuller. Hunnerne er som regel ret dominerende over hannerne. Under kurtiseringen gylper hannen foder op til hunnen, nikker med hovedet, fløjter og kalder. Hunnen efterligner hans bevægelser og vil, hvis hun kan lide ham, acceptere, at han fodrer hende. I naturen har de deres rede I hule træstammer. Indgangs hullet er ofte højt over jorden, mindst 10 meter, men æggene lægges I bunden af det hule træ, næsten nede ved jorden, ca. 50 cm over jordbunden. De lægger deres æg på et leje af rådnende træspåner. En redekasse til Kongeparakitter skal gerne være 180-200 cm høj eller højere, med en bundflade på 25 x 25 cm. Kassen kan placeres direkte på jorden, eller 50 cm over jorden. Reden fores med en blanding af fugtet sphagnum og spåner. Hannen holder sig I nærheden og mader hunnen, mens hun ruger. Nogle dage efter klækningen, vil han begynde, at made ungerne. Ungerne forlader reden efter 35 dage og bliver sammen med forældrene I endnu 2 uger, før de slutter sig til en ungfugleflok på 20-30 individer. Her de vil leve de næste 2-4 år, før de finder sig en mage. Det er oftest disse ungfugle flokke, der turnerer i byerne.

Det er ikke altid let at opdrætte Konge parakitter. En del hunner er klodsede og træder deres æg i stykker – en let hældende bund i kassen, kan afhjælpe problemet. Til gengæld er de ikke særligt aggressive over for hinanden. De er dog lette at stresse, og kræver ro omkring sig, samt en velbeplantet vouliere, hvis de skal yngle. 

Som kæledyr knytter de sig gerne til mennesker, men bryder sig som regel ikke om at blive nusset. De kan lære at tale lidt og de kan blive meget hengivne.  De er ikke særligt støjende sammenlignet med andre australske parakitter. De er kloge, glade, bedårende og legesyge kæledyr.

 

Pennant parakit

(Platycercus elegans)

Orden: Psittacaformes (papegøjer)

Udbredelse: Hvor den røde (pennant) og den gule Rosellas områder overlapper, findes den orange Adelaide parakit. Adelaide er opstået ved naturlig krydsning af den røde pennant og den gule rosella, som så har etableret sig.  Pennanter lever langs kysten i øst og sydøst Australien. Røde fugle er blevet indført til New Zealand og Norfolk ørerne. Disse fugle kendes også under andre navne; Crimson Rosella, Crimson Parrot og Mountain parrot. Pennant er fransk og udtales ”Penang”.

Penannter holder primært til i regnskov, våd skov og skovland, til op over snegrænsen. Om efteråret og vinteren trækker de til mere åbne områder, trærige vejsider, læbælter og vandveje, kyst bevoksning, landbrugsland, parker og haver. Hannen og hunnen ligner hinanden, hvilket gør det vanskeligt at udvælge et par. Begge fugle er mørkerøde, med blå og sorte fjer. Begge køn har en blå kindplet. Hannen er lidt større end hunnen, hans næb er kraftigere og hans hoved er lidt fladere. Hunnens hoved er lidt mere rundt end hannens. Deres øjne er mørkebrune, benene gråbrune og næbbet lyst hornfarvet.

Hunnen ligner hannen på en prik, hvad udseende angår. Hun er dog lidt mindre, og hendes hoved er rundere i bygning end hannens. Udover dette er der ingen tydelige kønsforskelle.

Ungerne er som regel grønlige, men nogle har en del røde fjer. De ligner hunnen, deres fjerdragt er dog grønnere i farven end de voksnes.  For at skelne ungernes køn, må man sammenligne hoved og næb størrelse og form, ligesom hos de voksne.

Status I naturen: Almindelig.

Størrelse på voksne dyr m. hale: 32-36 cm

  Ring str.: 0,6 cm

Voksen vægt: ca. 129 gram.

Kønsmodne i 15-18 måneders alderen.    

Rugeperiode: 21 dage.

Antal æg pr. kuld: 4-8 (som regel 5).

Tid i reden: 35 dage.

Levetid: op til 20 år.

Naturlig føde: Eukalyptus frø, græsfrø, urter, insekter (Fluer, larver og ubehårede sommerfuglelarver) samt blomster fra blomstrende træer. De æder I trækronerne og på jorden i udkanten af lysninger og søger lynhurtigt skjul, ved første alarmskrig. De flyver hurtigt og fejende ofte med dybe overdrevne vingeslag, mens de udstøder skingre skrig.  

Fodring i fangenskab: Parakit blanding med og uden solsikke, friske urter, Frugt og grønt (gulerødder, majs, æbler, rønnebær osv.),disse parakitter kræver en hel del grønt i forhold til mange andre arter. Æder desuden kräcker stænger til parakitter og behøver friske grene til at gnave i og sidde på, gerne med blomster, knopper, skud og blade, da de har et stort behov for at gnave. Kalksten må ikke mangle. En saltsten er også en god ide. Husk frisk vand tilsat multi-vitaminer. De har en forkærlighed for søde sager som f.eks. en sukkerknald, eller brød opblødt i honning, men undgå at give dem det for tit. Husk at chokolade er dødeligt giftigt for fugle!

Anbefalede bur forhold og indretning (Stuefugle) : Pennant parakitter er store fugle og kræver som sådan en del plads. Et bur på 80-100 cm er et minimum og fuglene skal have mindst 2-3 timers flyvetid uden for buret, hver dag. De er meget aktive og har et stort behov for at gnave. Friske grene de kan afbarke må ikke mangle. Grene fra æble, pil, bøg og gran er velegnede. Pennant parakitten er ikke en fugl, man kan ”glemme” i korte perioder, den kræver at blive beskæftiget, ellers bliver den frustreret og ked af det og kan i værste fald begynde, at trække sine egne fjer ud. Den holder også af at bade. En tam fugl kan bade i en balje eller i håndvasken. Man kan også give fuglen et dagligt brusebad med en forstøverspray, hvis fuglen kan lide det.

Pennant parakitter elsker at lege. De foretrækker legetøj de kan bide i, klatre på, bade i eller gynge på.
Voliere størrelse (Inderum); 1 x 1 m. Udevoliere; 2 x 4-5 meter pr. par.

Adfærd: I naturen søger Pennant parakitter ofte føde I parker og haver, hvor de æder det foder menneskene lægger ud til dem. De er nysgerrige og modige og bliver hurtigt så tillidsfulde, at de tager foderet af hånden. De kan blive meget tillidsfulde og de kan lære at efterligne fløjt og endda tale lidt. De er utroligt smukke, men de er ikke krammefugle, og de kræver en del træning. Det er en god ide at træne dem til at acceptere berøring. De kommer sjældent godt ud af det med andre fugle, når de er blevet voksne og de holdes bedst som sympati par eller alene. Deres stemmer er smukke og behagelige at lytte til. Når de hviler, udsender de en lind strøm af ”Dryp-Dryp” lyde. Deres kalde lyd er en melodisk fløjten. Deres alarmkald er, et temmelig højt og skingert skrig.

Pennanter har deres rede I hulegrene højt over jorden, ofte i et eukalyptustræ. Reden fores med træspåner og smuld. Hunnen ruger alene, men begge forældre fodrer ungerne i reden. Når ungerne klækker, er de dækket af grå dun.  Ungerne er afhængige af forældrene i ca. 35 dage efter, at de har forladt reden. Herefter forlader de forældrene, og slutter sig sammen med andre ungfugle.

En stor vandret kasse eller en udhulet træstamme kan fint udgøre redekassen for Pennant parakitten. Den skal være 55 cm høj og de indvendige mål bør være 22 x 22 cm. Indgangshullet skal være 7 cm i diameter. I yngleperioden kan man tilbyde dem franskbrød opløst i honning og vand, samt æggefoder, spirede frø og små insekter (melorme bør knuses og blandes i anden føde, da de ellers let passerer ufordøjet gennem ungernes tarme).

Det er ikke altid let at opdrætte Pennant parakitter. En del hunner ødelægger deres æg og nogle hanner er for aggressive over for hunnen eller ungerne. Til gengæld er de hårdføre og kan tåle meget lave temperaturer, når de først er afklimatiserede.

Vi har 4 indiske alexanderparakitter.
Vi har en blå hun fra 04, en grøn han og en blå han, fra 05 samt en hvid hun fra 05.
Indisk Alexander parakit
( Psittacula krameri manillensis )

Orden: Psittacaformes (papegøjer)

Udbredelse: Sri Lanka og det sydlige Indien. Regnskov, åbent land, landbrugsland, byer og landsbyer, hvor de sidder på toppen af templer og huse, og indimellem flyver ind og ud af tagskæggene, ligesom svaler.

Status I naturen: Almindelig.

Størrelse på voksne dyr m. hale: 40-43 cm.

Voksen vægt: 110-140 gram.

Kønsmodne i 2-3 års alderen.                

Rugeperiode: 22-24 dage.

Antal æg pr. kuld: 4-5.

Levetid: op til 30 år.

Naturlig føde: Nødder, frø, korn, frugt, grøntsager, bær, nectar, knopper og skud.

Fodring i fangenskab: Parakit blanding med og uden solsikke, friske urter, nødder, Frugt og grønt (gulerødder, majs, æbler, rønnebær osv.), disse parakitter kræver en hel del grønt. Æder desuden kräcker stænger til parakitter og papegøjer og behøver friske grene til at gnave i og sidde på, gerne med blomster, knopper, skud og blade, da de har et stort behov for at gnave. Kalksten må ikke mangle. En saltsten er også en god ide. Husk frisk vand tilsat multi-vitaminer.

Anbefalede bur forhold og indretning(Stuefugl) : Alexander parakitter er store fugle, med en meget lang hale og kræver derfor en del plads. Et bur på 100 cm er et minimum og fuglen skal have mindst 2-3 timers flyvetid uden for buret, hver dag. De er meget aktive og har et stort behov for at gnave. Friske grene de kan afbarke må ikke mangle. Grene fra æble, pil, bøg og gran er velegnede. Alexander parakitten er ikke en fugl, man kan ”glemme” i korte perioder, den kræver at blive beskæftiget, ellers bliver den frustreret og ked af det og kan i værste fald begynde, at trække sine egne fjer ud. Den er som regel ikke så vild med at bade. Et brusebad med en forstøverspray, et par gange om ugen er fint, hvis fuglen kan lide det.

Alexander parakitter holder af at lege. De foretrækker legetøj de kan bide i, klatre på, gynge på, eller smide rundt med. Byt legetøjet ud jævnligt, så fuglen ikke begynder at kede sig.

Adfærd: Den Indiske Alexander parakit, er trods navnet, faktisk en papegøje. Det er en smuk og elegant fugl, der har været beundret og holdt som kæledyr helt tilbage til Alexander den stores tid. I naturen lever Alexanderparakitterne i løse småflokke, der holder til i samme område livet igennem. Når de søger føde, flyver de ofte ud på markerne, hvor de guffer løs af korn og majs, eller de plyndrer kaffe og frugt plantagerne, hvilket ikke har gjort dem populære hos farmerne. De er fantastiske og hurtige flyvere. Bagefter vender de næbbet hjemad til deres reder, der findes i hule træer eller hulninger i bygninger. Når de hilser deres familiemedlemmer, eller hvis de forskrækkes udstøder de et højt skingert skrig. Hunnerne kan være dominerende over for hannerne uden for yngletiden. Nogle Alexander parakitter påvirkes af forårshormoner, men ikke alle.

Denne smukke fugl er et godt kæledyr, til den engagerede ejer, der er villig til at give fuglen et kærligt miljø, hvor den får tilstrækkelig opmærksomhed og kvalitetstid. De er venlige og legesyge og blandt de smukkeste fugle i verden. Det er faktisk ikke nødvendigt at håndopmade dem for at gøre dem til tamme blide fugle, da det er kvaliteten af håndtering og socialisering, der resulterer I tamhed. De behøver daglig håndtering, træning og leg for at forblive tamme og blide fugle. En fugl, der blot fodres, vandes og får gjort rent i buret, er en ulykkelig fugl, der snart vil blive deprimeret og frustreret, hvilket kan resultere i fjerpilning, skrigeri og bideri. Det er en god ide, at lære dem at acceptere berøring. De holder som regel af at blive strøget med fjerne i hovedet, men de er ikke krammefugle.

Hanner er ikke bedre kæledyr end hunner, deres venlighed og tamhed, afhænger 100 % af ejerens engagement. Alexander parakitter kan blive meget venlige og legesyge, hvis deres ejer giver dem den rette mængde opmærksomhed og træning. De er meget intelligente og lærer hurtigt triks og holder af at lege. De har et stort behov for at gnave, så legetøjet bør være solidt. Hvis man er tålmodig og systematisk kan de lære mange ord, om end de ikke er så gode talere som de større papegøjer.

Bortset fra undulater er Alexander parakitten den fugl, der findes i flest farvevarianter. Lige fra grøn, hvid og gul til blå. Der findes omkring 80, forskellige farvevarianter. Det kan ikke anbefales, at holde Alexander parakitter sammen med andre fugle, da de kan være hårde ved dem. Det er også værd at bemærke, at fuglene ikke tåler temperaturer under + 5 C. De får let frost skader på fødderne.

Ulig mange andre parakitter danner Alexander parakitter ikke par for livet. De skal have to redekasser, at vælge mellem på 26 x 26 x 50 cm eller dybere.  Ungerne forlader renden 6-7 uger efter, at de er klækket.    

. Tui parakit 
( Brotogeris sanctithomae sanctithomae  )

Orden: Psittacaformes (papegøjer)

Udbredelse: Fra udmundingen af Rio Madeira i det øvre Amazon, Brasilien samt sydøst Colombia, det østlige Ecuador, nordøstlige Peru og det nordlige Bolivia. De holder til i regnskoven i tæt sekundær bevoksning og buske, i nærheden af vand. 

Status I naturen: Almindelig i det meste af sit udbredelses område, dog er populationen i tilbagegang enkelte steder pga. skovrydning.

Størrelse på voksne dyr m. hale: 17 cm.

Kønsmodne i 6 måneders alderen.                

Rugeperiode: 23 dage.

Antal æg pr. kuld: 4-6.

Levetid: op til 20 år.

Naturlig føde: Frugt og blomster, samt bær, frø, insekter og deres larver. Besøger regelmæssigt steder, hvor jorden er særligt mineralholdig. Er også blevet observeret i sukkerrørs marker.  

Fodring i fangenskab: Rigeligt med frugt og bær, grene med blomster, knopper, skud og blade, mælkebøtte - hele planten, friske urter samt andre planter, grøntsager og naturens frugt og bær (hyben, rønnebær osv.) Parakit blanding med solsikke, spiret frø, hirsekolber, honning, insektfoder til insektædende fugle, tørrede tanglopper (af den slags, der fåes til sumpskildpadder). Tilbyd fuglene melorme, med vitamin og mineralpulver på, i yngletiden, til opmadning af ungerne. Æder desuden kräcker stænger til parakitter og papegøjer og behøver friske grene til at gnave i og sidde på, da de har et stort behov for at gnave. Kalksten må ikke mangle. En saltsten er også en god ide. Husk frisk vand og tilsæt frøfoderet en god vitamin og mineral blanding.

Mange smalnæbs parakitter vil æde hvad som helst, også føde, der ikke er sund for dem. En utilstrækkelig/forkert kost tærer hårdt på dem og mindsker deres levetid væsentligt.

Anbefalede bur forhold og indretning(Stuefugl) : Minimum 80-85 cm langt. Grene fra æble, pil, bøg og gran er velegnede som siddepinde. En fuglelegeplads oven på buret giver fuglen mulighed for timers underholdning. Sørg for at underholde dine fugle beskæftiget. En smalnæbsparakit, der keder sig kan begynde at pille fjerene af sig selv. Friske grene, der skal afbarkes, nyt legetøj, kräcker stænger og andre lækkerier kan holde dem beskæftiget. Nogle individer kan have en tendens til for langt overnæb, er det tilfælet med din fugl, skal næbet trimmes hos en dyrlæge, men forsøg at forebygge, ved at tilbyde fuglen ting at gnave i. Tui parakitter holder af at bade, så et badekar med frisk koldt vand bør altid stå til rådighed. En enlig fugl er som regel ikke særligt støjende, men en hel flok vil kunne høres. Deres stemme og lydstyrke minder om undulaters, men er en anelse mere skinger. Giv aldrig fuglen, nogen form for opmærksomhed, hvis den skriger, da du blot lærer den at skrige efter opmærksomhed.
Husk, at holde øje med fuglen, når den er ude af buret, da de er nysgerrige og let finder på gale streger. En håndopmadet smalnæbsparakit vil være meget tillidsfuld og kærlig over for mennesker og de fleste vil fortsætte med at være det, hvis deres ejere giver dem masere af kærlighed og opmærksomhed. Skal man selv gøre fuglen tam, er det lettest med en unge, der lige er flyttet hjemmefra.

Voliereforhold (Inderum); 1 x 1 x 2 m. Udevoliere; 2 x 1 x 2 m.

Adfærd: Færdes parvis eller i små grupper på 4-12 individer, indimellem samles op til 500 fugle for at furagere i samme træ, eller ved flodbredden, hvor de drikker eller spiser mineralholdig jord. De er aktive, men sky og foretrækker trætoppene, hvor de er svære at få øje på, da de er godt kamuflerede med deres grønne fjerdragt. Deres kald og småsludren er det eneste der afslører dem. De flyver hurtigt og direkte.
Yngletiden spænder fra Maj til Juli, hvor parene foretrækker at yngle i reder de selv graver ud i termitboer i træerne op til 6 m. over jorden. Det hænder at de må tage til takke med en rede i en hul gren eller et dødt træ. 

I volierer er det en forholdsvis stille fugl. Voksne fugle er sky. Den er livlig og holder af at bade. Den er ikke hård ved træværket, men der bør være naturgrene de kan slide deres næb på, da det ellers let bliver for langt. Fuglene er hårdføre når de er afklimatiserede, men de tåler ikke frost. 

Opdræt: E r kun lykkedes nogle få gange. M an får størst suces med sit opdræt, når man har minimum 3 par pr. voliere. Hvert par bør have minimum 1 1/2 kvadrat meter. Fuglene foretrækker, at sove i kassen hele året. Der er ingen ydre kønsforskelle. Hannen "synger" lidt som undulat hanner, i yngletiden.

Giv fuglene en hul træstamme eller en redekasse med følgende mål; 20 x 20 x 60 cm. I bunden lægges træspåner. Ungerne er flyvefærdige efter 6-7 uger. Voksne fugle har gullig iris, mens ungdyr har mørkere iris.

Rødpandet New Zealand parakit ( cyanoramphus n. novaezelandiae )

Orden: Psittacaformes (papegøjer)

Udbredelse: Hovedøer og småøer. Foretrækker tropisk og subtropisk skov, men findes også, højst usædvanligt, på de kolde, våde og vindblæste, subarktiske Auckland øer.

Status I naturen: Sjælden I det meste af dens udbredelses område. Dens eneste fæstninger er isolerede småøer som; Little Barrier, Stewart og Auckland øerne. Dens trængsler skyldes især indførslen af små rovdyr som katte, rotter, væsler og formegentlig også fremmede sygdomme. Blev i 70-erne genudsat på Tiritiri Matangi og andre øer.

 

Størrelse på voksne dyr m. hale: 26-28 cm.

Voksen vægt: 60 gram.

Kønsmodne: 5 måneders alderen.

Rugeperiode: 19 dage.

Antal æg pr. kuld: 3-9

Levetid: 6-12 år.

Naturlig føde: Plantefrø, græsfrø, frugt, bær, knopper, skud, blomster (pas på giftige stueplanter), nektar og små insekter. Søger oftere føde på jorden end i trætoppene, hvilket gør dem udsatte overfor rovdyr. Man skal også passe på, ikke at træde på dem, når de er ude af buret.

Fodring i fangenskab: Parakit blanding med og uden solsikke, undulatfrø, hirse, friske urter, frugt og grønt, kräcker stænger til parakitter, alm. Melorme, spirede frø, æble/bøge knopper om foråret, samt grene til, at sidde på og bide i. Kalksten må ikke mangle. Tåler ikke bratte foderskift eller fordærvet foder. Desuden er en saltsten en god ide. Den hjælper fuglene med, at regulere deres væskebalance. Husk frisk vand tilsat multi-vitaminer.

Anbefalede bur forhold og indretning (Stuefugle) : Så stort som muligt. Disse parakitter er hyperaktive og kræver mere plads, at udfolde sig på, end andre fugle af samme størrelse, for at bevare deres fysiske og mentale sundhed. Minimum 80-85 cm langt til en enkelt. For lidt plads kan gøre dem frustrerede. New Zealand Parakitter bader gerne, så et badekar er et absolut must. De holder også af at lege. De foretrækker de ting med mad i, spejle, klokker, gynger, reb, friske naturgrene med knopper, de kan æde og ting de kan smide rundt med, samt en stor skål de kan skrabe i. En hylde pladseret højt, gør lykke som soveplads.

Voliere størrelse (Inderum); 1 x 1 m. Udevoliere; 1 x 3 meter pr. par.

 

 Adfærd: Rødpandet NewZealand parakit kendes også under andre navne. Deres indfødte navn er "Kakariki", der betyder "grøn" på Maori. I Danmark kaldes den ofte for "Gedeparakit" eller "Springparakit", afhængit af om det er den rødpandede eller den Gulpandede der er tale om. Det er en meget aktiv fugl, der ofte holdes i voliere. De kan imdlertid blive meget underholdende kæledyr, når blot deres trang til at flyve frit imødekommes. De er adrætte og yndefulde i deres bevægelser og deres hjerner arbejder hurtigt. De er ukompliserede og udadvendte. Kakarikier er nysgerrige fugle, der hurtigt bliver tamme, med den rette træning.

Deres morgen og aften "sang" er en høj skrattende lyd. nogle synes lyden minder om en geds brægen, deraf dens andet populære navn; Gedeparakit. Bortset fra det er deres stemmer afdæmpede og blide. de er dog istand til at frembringe et højt Bååt, der som regel betyder noget i retning af "Hov, er du der?". Det lyder ret sovt.

NewZealand parakitter er meget nysgerrige fugle, der stikker deres næb i alt, hvad de kan komme i nærheden af. Al ting skal undersøges og smages på og også gerne smides rundt med. De er intelligente fugle, og netop af den grund begynder deres legetøj hurtigt at kede dem. det er derfor klogt, at have en legetøjskasse, med forskellige ting, så legetøjet kan byttes ud med et par dages mellemrum.

NewZealand parakitter tilbringer megen tid på gulvet, hvor de hopper rundt og leder efter godbidder (det kan udnyttes til aktivering), går på opdagelse og leger. Min tidligere Newzealand parakit Mischeaf (der var halvt gulpandet) kunne endda finde på, at rulle rundt på gulvet i et anfald af kådhed. Han holdt også meget af at surfe på ledningerne. Det foregik ved at han landede i toppen og kurede hele vejen ned, for derpå at kravle op af ledningen igen. Somme tider hang han også med hovedet nedad og kiggede ind i mit terrarie. Hold øje med, at de ikke bliver lukket inde i et skab eller bliver trådt på.

De har et stort behov for, at flyve og bør ikke tilbringe mere tid i deres bur end højst nødvendigt. De kan klatre op af tremmerne uden, at bruge deres næb og vandre på burets top med hovedet nedad som en flagermus. De er hurtige og elegante flyvere og de sidder sjældent stille ret længe af gangen. Der er hele tiden noget, der skal undersøges og pilles ved; undesiden af sofaen, den nye mobiltelfon, frugtskålen og hylderne med nips og hvis man keder sig kan man jo altid sidde i vinduet og råbe skældsord efter de vilde fugle.
New Zealand parakitter roder en del i deres mad - som små børn, der er sikre på, at det bedste stykke ligger i bunden af slikskålen. De kan bruge deres fødder, som en hånd, til at holde føden når de spiser.
Overfor hjemmets øvrige kæledyr er de ret frygtløse, så pas på de ikke kommer galt afsted! Det er jo ikke sikkert hunden synes om, at lege hest eller katten bryder sig om at blive trukket i halen! Så hold altid katten og hunden væk fra fuglen!

Katharina parakit 
( Bolborhynchus lineola lineola)
Orden: Psittacaformes (papegøjer)

Udbredelse:  Det sydlige Mexico, det vestlige panama, venezuela, guatemala, nicaragua, costa rica, nordlige columbia, hunduras samt Andes bjergene i Peru. De er særligt udbredte i bjergene, hvor de lever i helt op til 2000 m højde. De lever i skovland, med spredte enge, og er ofte blevet observeret nær vulkaner. Når de søger føde opholder de sig meget på jorden.

Status I naturen: Almindelig.

Størrelse på voksne dyr m. hale: 15 - 17 cm.

Vægt: 47-55 gram.

Kønsmodne i 5-6 måneders alderen.                

Rugeperiode:  Ca. 21 dage kan variere.

Antal æg pr. kuld: 5-6.

Levetid:  Fra 10-15 år.

Naturlig føde: Primært græs og plantefrø.

Fodring i fangenskab: Parakit blanding med og uden solsikke, hirse, friske urter, kinakål, mælkebøtte, æble, pære, bær, kräcker stænger til parakitter, samt æble/bøge grene til at sidde på. Kalksten må ikke mangle. Tåler ikke bratte foderskift eller fordærvet foder. Desuden er en saltsten en god ide. Den hjælper fuglene med at regulere deres væskebalance. Husk frisk vand og tilsæt vitamin og mineralpulver til, deres foder.

Anbefalede bur forhold og indretning(Stuefugl) : Minimum 50 cm langt til en enkelt. Der bør være grene til, at klatri i og sidde på og et badekar til at pjaske i. Desuden bør der være forskelligt legetøj til aktivering samt en redekasse til at sove i - en redekasse til Dværg papegøjer går an.

Volierestørrelse (inderum): 1x1x2 m. Udevoliere: 2x1x2 m.

Adfærd: Færdes parvis og i grupper på op til 70 individer. 
Katharina parakitter er gode selskabsfugle. De er Meget mindre støjende end andre fugle og så er de blide og hengivne af natur og lette at gøre tamme. De fås i mange farver; bl.a. grøn, blå, grå, gul, creme og diverse nuancer der imellem. 
De er venlige over for andre fuglearter og enes som regel fint med alle andre fredelige arter f.eks. undulater og nymfeparakitter.

Opdræt:  Denne art yngler bedst i flokke af mindst 3 par, men opdræt i et rummeligt bur er også lykkedes. En redekasse til dværgpapegøjer eller nymfeparakitter bliver som regel accepteret. Den ideelle kasse er 15 x 15 x 30 m (LxBxH) og har et indgangshul på 7 cm i diameter. De bærer ofte redemateriale ind i redekassen som foring (sommetider helt op til 4 cm dybt). De foretrækker strimler af pilebark, små bløde fjer og lignende materiale. Redekassen bør anbringes i en mørk del af volieren. Parret foretrækker at sove i kassen hele året. Et par dage før ungerne forlader reden, bør forældrefuglene have adgang til en ekstra redekasse så hunnen kan hvile sig væk fra ungerne, når paret går til ro om natten.

Zini eller "Skrighals",🤩 som vi kalder ham er en Lutino nymfeparakit, som jeg forelskede mig i på mit arbejde og besluttede at tage med hjem. Til alle der overvejer en nymfeparakit vil jeg bare lige sige, at de er fantastisk sjove, men det kræver god humor og stor tålmodighed at leve sammen med dem.🙂 Isærdeleshed, med individer ligesom Zini, der elsker at høre sin egen stemme! Ha-ha... 😀

Til vores og Zinis store glæde har han fået en veninde ((Issabel (kanelfarvet), hvidhovedet)), der ret "selvfølgeligt" skal hedde Kanel.

Nymfe kakadue. 

Udbredelse: Hele det indre Australien inkl. regnskov.

Status I naturen: Almindelig.

Størrelse på voksne dyr m. hale: 33 cm.

Voksen vægt: 80-100 gram.

Kønsmodne i 5-9 måneders alderen.    

Rugeperiode: 18-20 dage.

Antal æg pr. kuld: 4-6.

Levetid: op til 15-20 år.

Naturlig føde: Græsfrø, urter, korn, frugt og bær. Holder meget af Acacia frø.

Fodring i fangenskab: Parakit blanding med og uden solsikke, hirse, friske urter, kinakål, mælkebøtte, æble, pære, bær, kräcker stænger til parakitter, samt æble/bøge grene til at sidde på. Kalksten må ikke mangle. Tåler ikke bratte foderskift eller fordærvet foder. Desuden er en saltsten en god ide. Den hjælper fuglene med at regulere deres væskebalance. Husk frisk vand tilsat multi-vitaminer.

Anbefalede bur forhold og indretning(stuefugle): Minimum 80 cm langt til en enkelt. Nymfeparakitter leger gerne, spejle, klokker, reb og ting de kan smide rundt med eller hænge i, hører til yndlingstingene. En gynge, pladseret højt, gør lykke som sovested.

Adfærd:
Nymfeparakitten er i familie med kakaduerne. Den er dagaktiv og meget social. Den holdes bedst parvis. Ønsker man en tam fugl, skal man starte med, at købe en enkelt og vinde dens tillid før, man køber nummer to. Holder man en nymfekakadue alene, skal man være indstillet på, at bruge meget tid på aktivering og socialisering. Nymfekakaduer kommunikerer ved hjælp af kropssprog og lyde. De kan lære, at tale og fløjte og udføre triks. De elsker at flyve, hvorfor de bør have mulighed for at flyve frit I hjemmet mindst 1 time hver dag. Det er blide og hårdføre fugle, der er gode til begyndere. De knytter stærke bånd, til deres ejer eller mage.