Tamrottens oprindelse.
Et åbent sind.
Rotter opfattes ofte som ulækre sygdomsbefængte skadedyr, fordi de gennem århundreder er blevet regnet som netop det.
I århundreder er rotterne blevet forfulgt og søgt udryddet med alle tænkelige midler, og dog har det lille dyr formået at overleve, ja endog trives i vores skygge, takket være en utrolig inteligens, modstandsdygtighed og en enestående tilpasningsevne.
I dag nyder Tamrotten, større populæritet end nogen sinde, og den populæritet vil vokse i takt med, at mennesker lærer at møde dem med et åbent sind.
Den brune rottes historie.
Både den brune rotte (Rattus norvegicus), der er stamfader til vores tamme rotter, og den sorte rotte (Rattus rattus) stammer oprindeligt fra Lille Asien. Mens den brune rotte har sin oprindelse nordpå i det nordlige Kina og Mongoliet, hvor den stadig lever i huler under jorden, stammer den sorte rotte fra de lidt mildere himmelstrøg i det sydlige Kina, Indien og Japan.
For længe siden, fandt vilde rotter ud af, at livet på mange måder var lettere omkring mennesker. Føden var lettere at skaffe, ly for vind og vejr, lettere at finde og i takt med, at fødeudbudet voksede, voksede bestanden af rotter. De fik flere unger og flere af disse overlevede længe nok til at formere sig. Efterhånden spredte de sig til de omkring liggende lande, med handelsskibe fra vesten.
Den sorte rotte var den første, til at indtage nyt land. Det var disse sorte rotter, der bar de pestinficerede lopper, der spredte den frygtede ”Sorte død”.
Først et par århundreder senere, nåede den brune rotte frem til Europa. Den brune rotte, der var noget større og mere tilpasningsdygtig end sin sorte fætter, fordrev snart denne og overalt, hvor den brune rotte gjorde sin fremfærd, faldt antallet af sorte rotter.
I 1600-tallet nåede de første sorte rotter til Amerika, og først 100 år senere fulgte de første brune rotter efter, ombord på nybyggernes skibe. Den brune rotte kaldes også ofte for ”Norwegian rat” (Norsk rotte), fordi de ankom til England, i stort antal ombord på de norske sejlskibe, i 1700-tallet.
I dag har den brune rotte næsten helt erstattet den sorte rotte i både Europa og Amerika, bortset fra de tropiske egne, hvor den sorte rotte trives bedst og stadig er mere almindelig end den brune.
Den forfulgte rotte.
I 1800-tallet indfangede man rotter til føde i tider med hungersnød. Andre tider, blev ”rottefængere” hyret til, at udrydde rotterne og indfange levende dyr til forskellige blodsportsgrene. En særlig populær sport, bestod i at lukke en terrier ind i et indelukke, sammen med 100 rotter. Så tog man tid på, hvis hund, der var hurtigst til at aflive rotterne. Der blev indgået væddemål og penge skiftede ejermænd. Denne sport blev godt 70 år senere forbudt ved lov.
Rottefængere indfangede og holdt vilde rotter i bure og naturligt forekomne mutationer, som f.eks. albino, sort og hooded rotter, blev skilt fra og vist frem.
Den tilbedte rotte.
Ikke alle steder, blev rotterne betragtet som skadedyr. I deres hjemland Indien, blev (og bliver de stadigvæk) betragtet som hellige. I det indiske tempel Kami mata, bliver rotterne tilbedt. Templet blev bygget i 1700 tallet og tilegnet gudinden Durga. Rotterne er hellige fordi de menes at være reinkarnationen af mennesker, der gemmer sig for dødsguden Yamas vrede.
Ifølge Hindu mytologi har elefant guden Ganesh altid følgeskab af en rotte på sine rejser. Offergaver til Ganesh og hans lille ven vahana (rotten), er en vigtig del af Hindu kulturen. Ganesh er gud for at overvinde forhindringer og kan bringe lykke og held. Han er ligeledes gud for musik, samt alt, hvad der kan tælles og lægges sammen.
Iføle Hindu tradition er det altid godt, at huske på denne overvinder af forhindringer, når man vil skabe musik, meget godt menes at strømme fra denne kandt, når først han ved, hvad hans ynder har i tankerne.
Ifølge Kinesisk mytologi var det rotten, der bragte risen til menneskene, og rotten er en af skabningerne i den kinesiske kalender. Den hædres for sin inteligens og for sin evne til at erhverve og fastholde værdigenstande. Rotter betragtes som symboler på lykke og rigdom i både Kina og Japan.
De første tamme rotter.
De første rigtige Tamrotter blev avlet af en mand ved navn Jack Black omkring 1840. Han var rottefænger for hendes majestæt dronningen af England.
Jack Black jagede rotter og muldvarpe med sine hunde og dine fritter og han trænede endda en grævling til at dræbe rotter. Han forsøgte sig også med at træne en abe og et par vaskebjørne, men de viste sig, at være ret dårlige til jobbet.
Udover at fange rotter, fangede han også spurve, som de velhavende morede sig med at skyde til haveselskaber.
I kraft af sit hverv, stødte han uværgeligt på mange usædvanligt farvede rotter og disse skildte han fra og avlede på. Han havde rotter i mange farver bla. Fawn og hvid, sort og hvid, brun og hvid, rød og hvid, blåsort og hvid samt sort, hvid, plettet og rød. Omkring 1100 rotter i alle mulige farver havde han. Han solgte dem til alle mulige steder over hele England. Han solgte endda rotter til udlandet. Hele 300 blev sendt til Frankrig. Folk kom fra nær og fjern for at se hans rotter og han leverede rotter til stort set alle ”Happy families” ((dyresamlinger, hvor dyr, der var naturlige fjender levede sammen i (tilsyneladende) harmoni, uden at skade hinanden (f.eks. rovfugle, kaniner, slanger, rotter, katte osv. i en stor ”pærevælling”)). Han leverede hundreder af rotter til den ”Happy family” der turnerede i London.
De blev meget tamme og han kunne gøre altmuligt ved dem.
Han solgte mange af disse rotter, til fine damer, der holdt dem i egernbure. Andre igen blev solgt til dyrehandlere.
Der var også andre, der avlede rotter, hvide og hooded rotter, blev ofte solgt til dyrehandlere eller laboratorier.
Sidst i 1800-tallet blev rotter holdt og opdrættet til forskning i ernæring, inteligens og sygdomme. På dette tidspunkt blev rotter også holdt som kæledyr og i det tidlige 1900-tal var de blevet populære kæledyr. Deres populæritet dalede dog i takt med, at mere appelerende kæledyr, så som hamsteren dukkede op på markedet. Efter hamsterene steg interessen for krybdyr og da mange krybdyr æder rotter, blev kendskabet til rottens inteligens og gode egenskaber som kæledyr, atter kendt og langsomt steg interessen for at holde rotter som kæledyr.
Tamme rotter idag.
Her i begyndelsen af det 20 århundrede er interessen for kælerotter nærmest eksploderet og inden for nær fremtid vil rotten ikke længere være et eksotisk kæledyr, for de lidt ”specielle” typer, men et ganske almindeligt og accepteret kæledyr på line med marsvin og kaniner.
Fra en rottes synsvinkel.
Rottens sanser.
Et dyrs sanser er afgørende for, hvordan det opfatter verden omkring sig. Rottens sanser er så helt anderledes end et menneskes, at vi dårligt er i stand til, at forestille os, hvordan verden ser ud fra dens synsvinkel.
Lugtesansen.
Gnavere er blandt de dyr i verden, der har den bedste lugtesans. Deres sanseceller dækker et langt større område end f.eks. menneskets. Det skyldes, at slimhinden, hvor
sansecellerne sidder, breder sig ud over en masse forgrenede folder, der støttes af nogle tynde knoglelameller. Lugtesansen er en kemisk sans, der reagerer på duftmolekyler, der kommer i forbindelse med særlige sanseceller i næsehulen og på tungen. Særlige nervefibre i næsen sender impulser til lugtecenteret i lillehjernen, hvor duftene tydes. I slimhinderne sidder der nogle særlige kirtler, der procucerer et gult sekret, som opløser kemiske stoffer og skyller dem væk igen.
Hos albino dyr er dette sekret farveløst og lugtesansen er samtidigt stærkt forringet eller mangler helt. Derfor har albinoer større risiko for, at spise giftige planter, andre dyr advares mod via lugtesansen. Albino rotter reagerer også mindre, hvis overhovedet på seksuelle dufte fra det modsatte køn.
Det jacobsonske organ.
Rotter har ligesom en del andre pattedyr et særligt lugtfølsomt organ, kaldet det jacobsonske organ. Dette organ, der består af et par små væskefyldte sække i bunden af næsehulen, er særligt følsom overfor seksuelle dufte og har samtidigt stor betydning for ædeadærden. Hos rotten har man fundet forbindelser fra det jacobsonske organ til lugtecentret i lillehjernen og herfra til hypotalamus, der befinder sig i mellemhjeren.
Høresansen.
Høresansen er næst efter lugtesansen, den vigtigste af rottens sanser. Høresansen advarer rotten om farer og spiller en vigtig rolle i komunikationen med artsfæller. Rotten kommunikerer ved hjælp af meget høje lyde, hvoraf de fleste er ultralyde. Af disse lyde er mennesker kun istand til at skelne de dybeste. Pattedyr har de mest komplicerede ører i dyreriget og et specielt kendetegn for denne dyregruppe er, at de fleste arter har et ydre øre. Det ydre ørers form og størrelse variere enormt fra dyreart til dyreart, og de fleste er istand til at bevæge ørerne, ved hjælp af nogle særlige muskler. Det gælder også for rotten. De bevægelige ører gør det muligt for rotten, at opfange så mange lydbølger som muligt, samt pejle sig ind på, hvor lyden kommer fra. Afstanden mellem de ydre ører gør at f.eks. en lyd fra venstre vil nå det venstre ører en anelse før det når det højre og samtidigt vil lyden være højere. Hjernen bruger denne tids og lydstyrke forskel, til at vurdere hvor lyden kommer fra. Lyde der kommer forfra, lyder ligeledes anderledes end lyde, der kommer bagfra, oppefra eller nedefra. Rotter har ikke ret stor afstand mellem ørerne (måske bortset fra dumbo rotter) og er derfor ikke så gode til nøjagtigt at fastslå, hvor en bestemt lyd kommer fra. På dette punkt er vores sanser bedre end rottens.
Ørernes stilling siger ofte også meget om dyrets sindstilstand, og er således en vigtig del af dyrets komunikations evne.
Når lydbølgerne når trommehinden, overføres de til det indre øre, via tre små ”høreknogler” (Hammeren, ambolten og stigbøjlen). En særlig del af det indre øre, kaldet sneglen, er fyldt med væske, der overfører svingningerne til særlige sanseceller, der via nervefibre sender impulserne videre til storhjernen, hvor de fortolkes.
Hvor mennesker kan opfatte lydbølger på mellem 16 000 og 20 000 svingninger pr/sek, kan rotter høre frekvenser fra 200 svingninger pr/sek. op til 90 000 svingninger pr/sek. Albino rotter hører fuldt ud ligeså godt som andre rotter. Imodsætning til andre arter, som f.eks. katte påvirkes høresansen ikke hos albinorotter.
En Rotte hører dobbelt så godt som en hund.
Balanceorganerne i det indre øre.
3 buegange og 2 hindesække virker tilsammen som et balanceorgan, der giver rotten en fornemmelse af, hvad der er op og ned. De 3 buegange er placeret i 3 forskellige planer. Buegangene er hule rør fyldt med en væske, der bringes i bevægelse uanset, hvordan hovedet drejes. Små sansehår i bunden af buegangene påvirkes af væskebevægelserne og registrerer accelerationer i den ene eller anden retning. Buegagene er i direkte forbindelse med hindesækkene, der er en gelémasse med indlejrede kalkkorn og sansehår. Uanset hvordan hovedet vender, vil kalkkornene trække i sansehårerne så der fremkommer nerveimpulser med indformation om hovedets stilling i forhold til kroppen. Disse impulser sendes via nervebanerne til lillehjernen, hvor de fortolkes.
Synssansen.
Mens synssansen er meget vigtig for mennesker, betyder den mindre for rotter. Da rotten fra naturens side primært er aktiv i skumrings og nattetimerne er dens øjne og øjets linser forholdsvist store i forhold til kroppens størrelse. Det er for at opfange mest muligt lys. Et menneskes øje er indrettet således, at linsen, ved at ændre form, kan få billedet til at stå skarp på nethinden. Linsen ændrer form af sig selv, når musklerne, der omgiver dens kanter slappes. Rottens linse er ikke i stand til at ændre form. Det og så, den kendsgerning, at rotter ikke har ret mange tappe (særligt farve og detaljeopløsende synsceller) gør, at de ikke fokusere særligt godt. For, at vurdere afstande bevæger de hovedet op og ned, eller fra side til side. Det gør, at ting, der er tæt på ser ud til at bevæge sig hurtigere end ting, der er længere væk og på den måde kan rotten vurdere afstanden. Albino rotter er dårligere til, at vurdere afstande og bevægelse p.ga. deres ringere syn. Da rotters øjne sidder på hver side af hoved kan de se forskellige billeder med hvert øje og således overskue et større område end et menneske kan. En rottes synsvinkel er på 234 º, menneskets er kun på 180º, de har en blind vinkel lige foran sig på 76º , der strækker sig ca. 7 cm foran snuden. Rotter er permanent langsynede. Tilgengæld ser de langt bedre end mennesker i mørke og tusmørke.
Øjet indeholder to typer lysopfattende sanseceller, stave og tapper. Stave er meget lysfølsomme, 1000 gange mere lysfølsomme end tapper, der tilgengæld har en større opløsningsevne, altså evne til at opfatte detaljer og farver. Rotter har 99 % stave og kun 1 % tapper. Mens mennesker har tre typer af farvetapper i vores nethinde, ”blå” tappe, ”grønne” tappe og ”røde” tappe, har rotter kun to slags tappe. ”Blå-UV” tappe og ”grønne” tappe. Det betyder, at rotter kan se ultraviolet lys og dermed se farver vi ikke kan se. En rottes urinmarkeringer er synlige i ultraviolet lys, så rotten kan altså både se og lugte denne type territorieafmærkninger. Uheldigvis kan en del fugle, som f.eks. falken, også se disse afmærkninger.
Rotter kan altså se grønne farver, men ikke røde, da de mangler de ”røde” tappe. Røde farver ser bare mørke ud for en rotte. Visse nuancer, der ligger mellem de grønne og blå, virker grå. Man kan godt træne en rotte til at skelne mellem forskellige farver inden for det grønne og blå felt, samt skelne ultraviolet lys fra alm. synligt lys. De farver, de opfatter er formegentligt ikke så skarpe som dem mennesker kan se og det betyder formegentligt heller ikke noget videre for dem. Lysstyrken er langt vigtigere for en rotte end farver er. Det har vist sig, at være lettere at træne en rotte til, at skelne mellem forskellige lysstyrker end, det er at træne den til, at skelne mellem farver.
Efterhånden som rotten bliver gammel (2 år og derover), mister nethinden mange celler og dele af nethinden forstøres og fortykkes. De blodkar der forsyner nethinden med blod, fortykkes også, og det er årsagen til, at ældre rotter formegentligt ser dårligere end yngre rotter.
Albino rotter (og andre rotter uden farvepigment i øjet) har 50% ringere syn end alm. pigmenterede rotter.
Det er der flere grunde til. For det første har albinoer ikke noget farvepigment i øjet. Farvepigment, der normalt ville opfange lyset. Uden dette pigment spredes lyset i øjet, hvilket resulterer i at rottens øjne oversvømmes af lys. I skarp lys, blændes øjet, så albino rotten ikke kan se noget overhovedet. Med tiden fører dette til en degeneration af nethinden. Det er dog ikke noget rotten lider under. I tilgift til dette fungerer albinoers nervebaner mellem øjet og hjernen ikke optimalt.
Desuden udvikler albino rottens stavceller sig ikke rigtigt fordi stavceller, har brug for et forstadie til farvepigment, for at udvikles normalt og dette farvepigment er en albino ikke i stand til, at producere. De har også færre fotoreceptorer, hvilket gør, at albino rotten ser meget dårligt i sparsom belysning. Det tager også længere tid for en albino, at omstille sig til mørke. En almindelig pigmenteret rotte, er ca 30 minutter om at omstille sig til mørke, mens en albino er ca. 3 timer om det samme.
Så mens mennesker ser verden som et alm. farvefoto, ser en alm. pigmenteret rotte verden som et uskarpt sort/hvid billede, med enkelte afblegede nuancer af blåt-UV og grønt. En albino rotte ser i bedste fald, verden som et udtværet billede af lysere og mørkere felter i gråt, svagt grønt og Blå-UV.
Følesansen.
Rottens hud er, som mange andre pattedyrs, dækket af pels (medmindre det er en hårløs/næsten hårløs variant). Den tætte pels beskytter huden og holder kroppen varm. Samtidigt virker pelsens farve, hos de vildtfarvede rotter, camuflerende. Hårløse rotter har en højere kropstemperatur end andre rotter for at kompenserer for det store varmetab. Men pelsen har endnu en egenskab. Hver hårsæk er direkte forbundet med nerveender og hvert hår fungerer som en slags vægtstang, der kan forstørre påvirkninger op til 700 gange. Varbørsterne er særligt stive og kraftige hår. De er ekstremt følsomme, da de omkring hårsækken har hulrum, der kan fyldes af blod, så påvirkninger registreres af de ekstra mange nerveender omkring disse. Varbørsterne gør rotten i stand til, at færdes så sikkert i mørke, at den kan forcerer selv højspændingsledninger i bulder mørke unden at træde forkert. Disse varbørster er ikke kun anbragt omkring snuden, men findes hos mange arter, isærdeleshed hos de nataktive og klatrende arter, spredt rundt i pelsen, mellem de almindelige hår. Uden varbørster bevæger rotten sig famlende og usikkert, som et menneske ville gøre, hvis lyset pludeligt forsvandt i et rum. Varbørsterne hos rotten kompenserer for dens svage syn og er særdeles vigtige. De er så følsomme, at selv svage luftstrømme registreres og kan advare om pludseligt opstået fare som f.eks. en angribende rovfugl el. lignende. Rotter er desuden i stand til, at mærke selv små ændringer i temperatur (temperatur svingninger på 3-5 grader) og fugtighed.
Når Rotten "Græder" blod.
På et eller andet tidspunkt i din rottes liv, vil du måske opleve, at finde din rotte smurt ind i et blodlignende sekret. Særligt omkring øjne, næse eller i visse tilfælde over hele kroppen. Det kan godt være en skræmmende oplevelse, men inden du går helt i panik!, så læs videre.
Den røde substans kaldes Porphyrin (udtales Pur-fur-in) og det er ikke blod.
Hos alle hvireldyr, der har et såkaldt tredje øjenlåg, findes der en særlig kirtel, der hedder en Harderian kirtel. Denne kirtel sidder bag øjeæblet ved roden af det tredje øjenlåg, der omkrandser synsnerven. Harderian kirtlen er særligt stor hos visse dyregrupper bla. gnavere.
Harderian kirtlen udskiller sekreter, primært fedtstoffer, der "coater" øjet. Hos rotter producerer kirtlen desuden melatonin og porphyrin. Disse sekreter dræner ned gennem næseboerne, hvorfra rotten smører sekretet rundt om næsen og resten af pelsen med poterne under pelsplejen. Indtøret porphyrin lyser pink i ultraviolet lys.
Porphyrin produktionen øges med alderen gennem det meste af rottens liv, indtil 2 års alderen, hvorefter den falder igen.
Det er normalt, at rotter udskiller små mængder Porphyrin ind imellem (kan være i forbindelse med stress), og det bør ikke give anledning til panik, men det bør natuligvis give anledning til øget opmærksomhed omkring dyrets helbreds situation og trivsel. Store, hyppige mængder af Porphyrin er tegn på et underligende problem, f.eks. stress, sygdom, smerte eller en forkert sammensat kost.
En overproduktion af Porphyrin, kan forekomme hos rotter. De Porphyrin fyldte tårer flyder over og tører ind på og omkring øjenlåget, en lidelse kaldet chromoacryorrhea (Kro-mo-Dak-re-o-re-uh). Sekreterne dræner også ned i næsen, hvorfra det bliver smurt ud i ansigtet og pelsen.
Rotter overproducerer Porphyrin, når de er stressede, syge eller dårligt fodret. Akut stress så som brækkede/forstuvede lemmer, mangel på søvn eller vand, led smerter, injektioner og elektrisk stød kan forårsage chromodacryorrhea.
En række forskellige sygdomme kan ligeledes forårsage en øget Porphyrin produktion. F.eks. corynebacterium, mycoplasmose, salmonella og SDA (sialodacryoadenitis). Desuden kan fejlernæring forårsage det samme.
Altså, hvis du opdager Porphyrin på din rotte, så vurdér situationen. Har den været udsat for stress? Er dens kost optimal? Sørg for at rotten får ro og god sund kost, der er rigtigt sammensat efter artens behov og hold så grundigt øje med den. Lad være med, at give rotten et bad, for at vaske Porphyrinen væk (da det vil stresse den yderligere). Hvis rotten udskiller Porphyrin igen (i særdeleshed, hvis det er i store mængder), så kontakt din dyrlæge og få hende/ham, til at tjekke om din lille ven måske er blevet syg.
Vær særligt opmærksom på "snue" symptomer, der skal tages meget alvorligt! Søg altid dyrlæge, hvis din rotte "snøfter" eller virker "forkølet".
Den leende rotte:)
Der var en artikel i August nummeret om, at forskerne nu havde fundet ud af at dyr har avancerede følelser, altså at de er i stand til at føle, glæde, sorg, medfølelse osv. Jeg kunne ikke lade være med at tænke, at det har vi dyreejere da vist i årevis😉, men nu har de altså fundet ud af hvordan det kan "måles".
Nå, men det mest interesante ved artiklen, var det, der stod om "rotteforsøgene", de havde lavet. Rotter komunikerer jo som sagt, ved hjælp at (højfrekvente) pibelyde, der for størstepartens vedkommende ikke kan opfanges af det menneskelige øre. Tilgengæld kan de opfanges af en flagermusdetektor (hvilket de havde gjordt brug af i forsøgene) og derefter sættes ned i en frekvens vi mennesker kan høre. Og da de gjorde det, kunne de ligeså tydeligt høre, hvordan de tamme rotter jublede når de blev kildet på maven. Forsøget gik ud på, at efterligne rotternes vilde leg, ved at stikke hånden ned til rotten, trille den om på ryggen og kilde den på maven. Snart opsøgte rotten selv hånden for at lege, og når forskerne kildede den på maven, kunne flagermusdetektoren opfange en masse positive lyde fra rotten.🙂 Det er da sjovt og det giver stof til eftertanke. Gad vide, hvor meget vi går glip af pga. vores begrænsede høresans?
Seneste kommentarer